mandag den 27. oktober 2014

Energiens balance

Jeg vågnede her til morgen og følte mig nogenlunde frisk og så alligevel ikke. Natten var ikke specielt god ved mig, jeg kartede rundt og drømte de mest underlige drømme, som handlede om tidligere arbejdsliv og gamle kollegaer. De her drømme drømmer jeg ret ofte og jeg bliver altid forvirret den følgende dag, når jeg kommer til mig selv. Jeg bruger meget energi på, at tyde drømmen og alligevel giver jeg op på halvvejen, da jeg ikke kan gennemskue den, selvom jeg har flere drømme bøger og har lært om drømmetydning på mit studie. Men sådan er det jo altid, når det handler om en selv. Så kan det være svært at se og gennemskue, men når det handler om andre, ser man pointen med det samme.
Det er lidt ligesom når ens veninde siger, at hun er stresset og ikke kan overskue noget, så kan jeg sagtens komme med feedback og hints til, hvordan hun skal gøre anderledes og prioritere sig selv og hendes tid, for at få noget andet, end hvad hun plejer. Ja det er sgu meget godt alt sammen, men hvad pokker gør jeg så, når det pludselig handler om mig selv...????

Mit hoved ved godt hvad der skal til og mit hoved siger alle mulige ting til mig, men min krop vil ikke lytte - kender I det..?? Jeg bliver fyldt med alle de her: "jeg burde også" eller "jeg skal bare lige", for så bliver det godt igen.... Men det jeg synes er interessant er, hvor bor den der "jeg burde også"henne...? Og hvorfor bor den der...? Hvem har plantet den i mig...? Er det mig selv, er det mine forældre, er det mine bedsteforældre eller er det mine lærere fra skolen...? Den kommer ihvertfald ikke af sig selv og det værste ved den er, at den stresser mig. Den stresser mig så meget, at jeg ikke kan være nærværende og slappe af. Jeg er dog blevet bedre til at slippe den i perioder og sige til mig selv, at nu ligger jeg lige her på sofaen og ser en film, og så kan jeg gøre det bagefter.

Selv i dette skrivende øjeblik, hvor jeg "burde" være nærværende med denne computer og denne blog, sidder der i baghovedet på mig, at jeg også "burde" kigge på vasketøjet, jeg burde også gå med hunden (hvilket faktisk giver mig god energi), jeg har glemt at tage laks op af fryseren til i aften, jeg skal også lige handle og nå ja, jeg skal altså også huske at slappe af i dag og lave ingenting eller læse i en bog. Men for pokker altså... Jeg bruger alt for meget dårlig energi på at slå mig selv oveni hovedet over alt det jeg ikke når, i stedet for, at klappe mig selv på skulderen over endelig, at have fået lavet en blog jeg kan fordybe mig i og hvor jeg kommer af med mine tanker og frustrationer (lige i denne blog ihvertfald).

Det at være sensitiv betyder, at jeg hurtigere end dem som ikke er sensitive, bliver fyldt op med indtryk og hurtigere føler mig overstimuleret og træt. Det betyder dog ikke, at jeg er mere doven eller ikke gider være sammen med mennesker, men det betyder, at jeg har brug for mere alene-tid, hvor jeg kan fordøje dagen indtryk og restituere, så jeg igen har energi og overskud til, at se venner, veninder og familie og tage nye indtryk ind.
Min udfordring her ligger i, at jeg rigtigt gerne vil se mange mennesker og tidligere, før jeg vidste jeg var særligt sensitiv, levede jeg et meget udadvent liv, med mange aftaler om ugen og fester i weekenden. Balancen for mig handler om, at jeg er blevet bevidst om, at jeg i virkeligheden ikke er den ekstroverte (udadvente) type, som kan have mange aftaler hele tiden og fuld fart frem. Jeg bliver stresset af det og kan ikke overholde aftaler og må aflyse, hvilket gør mig ked af det, fordi jeg sårer de personer jeg har lavet en aftale med. Derfor måtte jeg i en periode rette min kalender til, så jeg kun havde max 3 aftaler om ugen foruden arbejde. Dette var hårdt og en prøvelse, men jeg fandt hurtigt ud af, at den gav mig mere ro og energi. Jeg forsøger i dag, max at have 2 aftaler om ugen, hvilket i mange uger fungerer rigtigt godt, men dette kan selvfølgelig nogle gange bare ikke lade sig gøre, og så betaler jeg også bøden bagefter, ved at være overstimuleret, udkørt, i dårligt humør og virkelig træt.

Jeg er ikke verdensmester, tværtimod, men jeg øver mig og jeg øver mig hver dag. Nogle gange lytter jeg ikke til min krop og så må jeg ned at ligge (syg), men når jeg lytter til den, behandler den mig faktisk ret pænt. :) Kroppen er vores bedste ven og den er virkeligt klog :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar