torsdag den 30. oktober 2014

Efteråret gør godt i sindet.

Der findes bare ikke bedre årstider end efterår, ihvertfald ikke hvis du spørger mig. Denne årstid blandes af sommerens rester plus vinterens begyndelse, hvor nogle dage stadig føles som sensomre og nogle dage føles som kolde og vinteragtige. Det jeg synes er specielt dejligt er de kolde dage, som dagen i dag er. Jeg mærker kulden bide i kinderne og fingrene kræver en vante – men det betyder ikke noget, for jeg pakker mig bare ind i store strikbluser, vinterstøvler og mine nyindkøbte vanter fra Samsø og afsted med hunden det går.
Det er balsam for min sensitive sjæl at være ude i naturen og specielt når det bliver koldere. Det er som om at min krop og hoved bliver renset og tænker mere klart. Det der for mig er sjovt at se er, at ikke alle deler denne passion, med at elske det kolde. Folk jeg møder, går og skrutter sig og det er tydeligt at se, at de fryser og meget hellere ville have sommerens varme. Når jeg så sender varme smil, bliver der sendt halve skæve smil tilbage – efterfulgt af en tankebobbel, hvor der står: “Hvad fanden smiler du af….!”
Jeg kommer sådan til at tænke på mig selv, inden jeg gik i gang med min uddannelse som psykoterapeut, når jeg møder disse mennesker. Jeg kan på mange måder spejle mig i dem, altså hvordan jeg var engang. Inden jeg startede rejsen ind i mig selv og lærte mig selv at kende, kunne det have været mig selv jeg mødte på stien. På ydersiden var jeg glad, men i virkeligheden var jeg en sur, vred og ked af det ung kvinde, som samtidig var frustreret over at have det sådan. Med tiden og udviklingen fandt jeg ud af hvor denne frustration stammede fra og jeg fik empati med mig selv, da jeg opdagede min sensitive side. Jeg vidste dengang ikke at der var noget der hed særligt sensitiv, men jeg kunne tydeligt se, som tiden gik, at jeg havde mange af de træk, som dette personlighedstræk indeholder. 
I starten havde jeg en ambivalent følelse i kroppen, da det gik op for mig, at jeg ikke magtede alle de spontane aftaler og “vildhed” mere.  Samtidig mærkede jeg også, at når jeg slappede af, havde ro omkring mig og lyttede til min krop, så fik jeg det også bedre – meget bedre faktisk, men balancen var svær for mig at finde. Og så er det her at naturen og specielt årstiderne kommer ind i billedet. Jeg har i årenes løb fundet ud af, at finde roen og kræfterne i naturen og at det hjælper mig, når jeg har brug for at tømme hovedet eller når dagen har været for overstimulerende. Jeg har dog en forkærlighed for efterår, som jeg skrev tidligere og selvom jeg elsker vores 4 årstider og de skift det giver i vejret, men også i os som mennesker, så elsker jeg stadig mest det kølige og kolde og den hygge der ligger her – det er balsam for mig sjæl. 
Hvad er balsam for din sjæl….??

mandag den 27. oktober 2014

Energiens balance

Jeg vågnede her til morgen og følte mig nogenlunde frisk og så alligevel ikke. Natten var ikke specielt god ved mig, jeg kartede rundt og drømte de mest underlige drømme, som handlede om tidligere arbejdsliv og gamle kollegaer. De her drømme drømmer jeg ret ofte og jeg bliver altid forvirret den følgende dag, når jeg kommer til mig selv. Jeg bruger meget energi på, at tyde drømmen og alligevel giver jeg op på halvvejen, da jeg ikke kan gennemskue den, selvom jeg har flere drømme bøger og har lært om drømmetydning på mit studie. Men sådan er det jo altid, når det handler om en selv. Så kan det være svært at se og gennemskue, men når det handler om andre, ser man pointen med det samme.
Det er lidt ligesom når ens veninde siger, at hun er stresset og ikke kan overskue noget, så kan jeg sagtens komme med feedback og hints til, hvordan hun skal gøre anderledes og prioritere sig selv og hendes tid, for at få noget andet, end hvad hun plejer. Ja det er sgu meget godt alt sammen, men hvad pokker gør jeg så, når det pludselig handler om mig selv...????

Mit hoved ved godt hvad der skal til og mit hoved siger alle mulige ting til mig, men min krop vil ikke lytte - kender I det..?? Jeg bliver fyldt med alle de her: "jeg burde også" eller "jeg skal bare lige", for så bliver det godt igen.... Men det jeg synes er interessant er, hvor bor den der "jeg burde også"henne...? Og hvorfor bor den der...? Hvem har plantet den i mig...? Er det mig selv, er det mine forældre, er det mine bedsteforældre eller er det mine lærere fra skolen...? Den kommer ihvertfald ikke af sig selv og det værste ved den er, at den stresser mig. Den stresser mig så meget, at jeg ikke kan være nærværende og slappe af. Jeg er dog blevet bedre til at slippe den i perioder og sige til mig selv, at nu ligger jeg lige her på sofaen og ser en film, og så kan jeg gøre det bagefter.

Selv i dette skrivende øjeblik, hvor jeg "burde" være nærværende med denne computer og denne blog, sidder der i baghovedet på mig, at jeg også "burde" kigge på vasketøjet, jeg burde også gå med hunden (hvilket faktisk giver mig god energi), jeg har glemt at tage laks op af fryseren til i aften, jeg skal også lige handle og nå ja, jeg skal altså også huske at slappe af i dag og lave ingenting eller læse i en bog. Men for pokker altså... Jeg bruger alt for meget dårlig energi på at slå mig selv oveni hovedet over alt det jeg ikke når, i stedet for, at klappe mig selv på skulderen over endelig, at have fået lavet en blog jeg kan fordybe mig i og hvor jeg kommer af med mine tanker og frustrationer (lige i denne blog ihvertfald).

Det at være sensitiv betyder, at jeg hurtigere end dem som ikke er sensitive, bliver fyldt op med indtryk og hurtigere føler mig overstimuleret og træt. Det betyder dog ikke, at jeg er mere doven eller ikke gider være sammen med mennesker, men det betyder, at jeg har brug for mere alene-tid, hvor jeg kan fordøje dagen indtryk og restituere, så jeg igen har energi og overskud til, at se venner, veninder og familie og tage nye indtryk ind.
Min udfordring her ligger i, at jeg rigtigt gerne vil se mange mennesker og tidligere, før jeg vidste jeg var særligt sensitiv, levede jeg et meget udadvent liv, med mange aftaler om ugen og fester i weekenden. Balancen for mig handler om, at jeg er blevet bevidst om, at jeg i virkeligheden ikke er den ekstroverte (udadvente) type, som kan have mange aftaler hele tiden og fuld fart frem. Jeg bliver stresset af det og kan ikke overholde aftaler og må aflyse, hvilket gør mig ked af det, fordi jeg sårer de personer jeg har lavet en aftale med. Derfor måtte jeg i en periode rette min kalender til, så jeg kun havde max 3 aftaler om ugen foruden arbejde. Dette var hårdt og en prøvelse, men jeg fandt hurtigt ud af, at den gav mig mere ro og energi. Jeg forsøger i dag, max at have 2 aftaler om ugen, hvilket i mange uger fungerer rigtigt godt, men dette kan selvfølgelig nogle gange bare ikke lade sig gøre, og så betaler jeg også bøden bagefter, ved at være overstimuleret, udkørt, i dårligt humør og virkelig træt.

Jeg er ikke verdensmester, tværtimod, men jeg øver mig og jeg øver mig hver dag. Nogle gange lytter jeg ikke til min krop og så må jeg ned at ligge (syg), men når jeg lytter til den, behandler den mig faktisk ret pænt. :) Kroppen er vores bedste ven og den er virkeligt klog :)