Det handler rigtigt meget om hvordan vi tackler de udfordringer der kommer til os - tør vi lytte til vores egen krops signaler når de kommer..?
Vi særligt sensitive har intet valg - vi mærker alt, føler alt, sanser alt, hvilket kan være en kæmpe udfordring nogle gange. Somme tider ville det være "nemmere" bare at kunne lukke af, tænker jeg, men jeg ved jo også godt, at der intet godt kommer ud af at fortrænge følelserne - de kommer jo bare igen med endnu større kraft.....
Men hvordan forholder vi os så til alle de frustrationer der kan opstå...? Hvordan får vi dem til at gå væk...?
En ting er sikkert, jo mere vi prøver at få dem til at gå væk, jo større bliver de. Jeg er sikker på, at det handler om at acceptere tingene som de er og mærke sorgen, ked-af-det-heden - at turde være i den og turde mærke det der gør ondt. Det handler også om at turde være sammen med et andet menneske og tale om det, så man ikke er alene, for mange af os, har været alt for meget alene i livet.
Jeg så en gang en udsendelse med elefanter, hvor en elefantmor havde mistet sin unge. Hun sørgede over den i flere uger, og samtidig stod alle de andre elefanter lige bag hende og støttede hende. De gik ikke fra hende men ventede på, at hun var klar til at forlade ungen. De støttede og opmuntrede hende hele tiden og da hun endelig forlod ungen stod alle de andre elefanter klar med en kærlig snabel til at ae, puffe og støtte. Hun gik i midten af flokken, var omringet af familie, som tog sig kærligt af hende og bare var der for hende.
Vi er også flokdyr ligesom elefanterne, men vi kan ikke altid finde ud af at være der for andre, når der er brug for det. Folk ved ikke altid hvad de skal sige eller gøre eller stille op - men måske skal man i virkeligheden ikke gøre så meget andet - end blot at være der og tilbyde en snabel.
God weekend folkens og pas nu på hinanden <3
