Julen er fredens tid - eller er den nu også det....?

Denne gang handler bloggen ikke specifikt om at være sensitiv, men den handler om alle de følelser der kan være forbundet med den fortstående juleaften.

Mange af os glæder os til jul og har en masse forventninger til, hvordan julemåneden og specielt d. 24. skal være. Heldigvis bliver alle disse forventninger opfyldt for rigtigt mange, men der er også en del mennesker hvis forventninger ikke bliver indfriet. Hvis skyld er det...? Er det deres egen..? Er det deres families...?
Jeg synes det er forfærdeligt at tale om hvis skyld det er, for skyld og skam er nogle følelser der er forfærdelige at mærke. Mange mennesker føler skyld og skam hele livet igennem, nogle lærer at leve med det(fortrænger) og for andre er det så svær en følelse, at de ikke kan holde ud at være i deres kroppe og er nødt til at dulme smerten med diverse ting.

Det samme ses også i familier i denne søde juletid. Nogle familier har måske mistet en de har kær og derfor er julen mere svær at komme igennem. Nogle har måske slet ingen at holde jul med eller holder det sammen med en ven eller nabo, men savnet bor stadig i kroppen. Nogle har en familie at holde julen med, men er fyldt med egne indre frustrationer mv.
Fælles for alle de konstellationer der er, er at julen er en tid hvor mange mennesker får det følelsesmæssigt svært, fordi man bliver mindet om hvordan det evt engang var, eller man savner en kær, eller man føler sig forkert i sin egen familie, eller man faktisk hellere ville være et andet sted - ja der kan være mange følelser til stede.
Når disse følelser er svære at håndtere, er der mange der som ovenstående nævnt, dulmer deres smerte. Det kan være med alkohol, stoffer, cigaretter, overspisning, slet ingen spisning, overdreven motiondyrkelse, isolation eller det modsatte, at man konstant skal være sammen med andre - at man ikke kan være alene.
Alt dette sker selvfølgelig ikke kun i julen, men det er mere udbredt her og når man har behovet for at dulme følger skyld og skam efter.
Skylden og skammen borer sig ind i vores kroppe så snart vi har fyldt den med "junk" eller ikke passet ordentligt på den. Vi slår os selv oveni hovedet og tænker " Hvorfor spiste jeg også den pose chips", "Hvorfor skulle jeg også.....", "Jeg burde da vide bedre end at fylde min krop med....." "Hvis jeg dog bare kunne stoppe med....."

Vi er fyldt med forventninger til os selv og ikke mindst til andre her i julen. En ting er sikkert og vist, vi kan ikke ændre alle de andre, men vi kan ændre os selv. Hvis vi tør kigge indad og se på vores egen historie og finde frem til hvor alle de forventninger stammer fra, så løsner forventningerne sig stille og roligt. Når vi accepterer at vi alligevel ikke kan ændre tingene som de er, så kan vi kigge på hvad vi så kan gøre og stille op med os selv og vores liv. Det er naturligvis en proces og ikke noget der sker natten over, det handler nemlig også om at turde være tålmodig.

Det er så nemt at give andre skylden for vores egen lidelse og ja lidelsen stammer et sted fra. Men hvis vi tør tage vores lidelse kærligt og omsorgsfuldt i hånden og måske spørge den hvad den har brug for, ja så laver man nye spor i sin egen historie.
Det kaldes også egenomsorg. Hvis vi skal kunne være noget godt for andre på en ægte måde, er vi nødt til at starte med vores egen omsorg først og være gode ved os selv. Når vi bliver bedre til det vil vi opleve, at forholdene faktisk godt kan blive bedre fordi vi er blevet stærkere og modigere og at julen faktisk også godt kan være en fredens tid.

Hvis vi alle blot kunne give noget ægte fra hjertet til et andet menneske, bare en gang om dagen, så tror jeg på, at mange ting ville ændre sig i menneskeheden og på vores livssyn. Der ville så ikke blot være julefred men også livsfred og dette burde være en menneskeret.

Glædelig jul alle sammen og pas på jer selv og dem I holder allermest af.

Omtanke - det er guld værd.

Hverdagen kan hurtigt tage en drejning, som vi ikke havde forventet og som pludselig rammer os lige i ansigtet og gør ondt. Sådan er det at leve, sådan er livet - livet er ikke kedeligt at leve.
Det handler rigtigt meget om hvordan vi tackler de udfordringer der kommer til os - tør vi lytte til vores egen krops signaler når de kommer..?
Vi særligt sensitive har intet valg - vi mærker alt, føler alt, sanser alt, hvilket kan være en kæmpe udfordring nogle gange. Somme tider ville det være "nemmere" bare at kunne lukke af, tænker jeg, men jeg ved jo også godt, at der intet godt kommer ud af at fortrænge følelserne - de kommer jo bare igen med endnu større kraft.....

Men hvordan forholder vi os så til alle de frustrationer der kan opstå...? Hvordan får vi dem til at gå væk...?

En ting er sikkert, jo mere vi prøver at få dem til at gå væk, jo større bliver de. Jeg er sikker på, at det handler om at acceptere tingene som de er og mærke sorgen, ked-af-det-heden - at turde være i den og turde mærke det der gør ondt. Det handler også om at turde være sammen med et andet menneske og tale om det, så man ikke er alene, for mange af os, har været alt for meget alene i livet.

Jeg så en gang en udsendelse med elefanter, hvor en elefantmor havde mistet sin unge. Hun sørgede over den i flere uger, og samtidig stod alle de andre elefanter lige bag hende og støttede hende. De gik ikke fra hende men ventede på, at hun var klar til at forlade ungen. De støttede og opmuntrede hende hele tiden og da hun endelig forlod ungen stod alle de andre elefanter klar med en kærlig snabel til at ae, puffe og støtte. Hun gik i midten af flokken, var omringet af familie, som tog sig kærligt af hende og bare var der for hende.

Vi er også flokdyr ligesom elefanterne, men vi kan ikke altid finde ud af at være der for andre, når der er brug for det. Folk ved ikke altid hvad de skal sige eller gøre eller stille op - men måske skal man i virkeligheden ikke gøre så meget andet - end blot at være der og tilbyde en snabel.

God weekend folkens og pas nu på hinanden <3

Efteråret gør godt i sindet.

Der findes bare ikke bedre årstider end efterår, ihvertfald ikke hvis du spørger mig. Denne årstid blandes af sommerens rester plus vinterens begyndelse, hvor nogle dage stadig føles som sensomre og nogle dage føles som kolde og vinteragtige. Det jeg synes er specielt dejligt er de kolde dage, som dagen i dag er. Jeg mærker kulden bide i kinderne og fingrene kræver en vante – men det betyder ikke noget, for jeg pakker mig bare ind i store strikbluser, vinterstøvler og mine nyindkøbte vanter fra Samsø og afsted med hunden det går.

Det er balsam for min sensitive sjæl at være ude i naturen og specielt når det bliver koldere. Det er som om at min krop og hoved bliver renset og tænker mere klart. Det der for mig er sjovt at se er, at ikke alle deler denne passion, med at elske det kolde. Folk jeg møder, går og skrutter sig og det er tydeligt at se, at de fryser og meget hellere ville have sommerens varme. Når jeg så sender varme smil, bliver der sendt halve skæve smil tilbage – efterfulgt af en tankebobbel, hvor der står: “Hvad fanden smiler du af….!”

Jeg kommer sådan til at tænke på mig selv, inden jeg gik i gang med min uddannelse som psykoterapeut, når jeg møder disse mennesker. Jeg kan på mange måder spejle mig i dem, altså hvordan jeg var engang. Inden jeg startede rejsen ind i mig selv og lærte mig selv at kende, kunne det have været mig selv jeg mødte på stien. På ydersiden var jeg glad, men i virkeligheden var jeg en sur, vred og ked af det ung kvinde, som samtidig var frustreret over at have det sådan. Med tiden og udviklingen fandt jeg ud af hvor denne frustration stammede fra og jeg fik empati med mig selv, da jeg opdagede min sensitive side. Jeg vidste dengang ikke at der var noget der hed særligt sensitiv, men jeg kunne tydeligt se, som tiden gik, at jeg havde mange af de træk, som dette personlighedstræk indeholder. 

I starten havde jeg en ambivalent følelse i kroppen, da det gik op for mig, at jeg ikke magtede alle de spontane aftaler og “vildhed” mere.  Samtidig mærkede jeg også, at når jeg slappede af, havde ro omkring mig og lyttede til min krop, så fik jeg det også bedre – meget bedre faktisk, men balancen var svær for mig at finde. Og så er det her at naturen og specielt årstiderne kommer ind i billedet. Jeg har i årenes løb fundet ud af, at finde roen og kræfterne i naturen og at det hjælper mig, når jeg har brug for at tømme hovedet eller når dagen har været for overstimulerende. Jeg har dog en forkærlighed for efterår, som jeg skrev tidligere og selvom jeg elsker vores 4 årstider og de skift det giver i vejret, men også i os som mennesker, så elsker jeg stadig mest det kølige og kolde og den hygge der ligger her – det er balsam for mig sjæl. 

Hvad er balsam for din sjæl….??

Energiens balance

Jeg vågnede her til morgen og følte mig nogenlunde frisk og så alligevel ikke. Natten var ikke specielt god ved mig, jeg kartede rundt og drømte de mest underlige drømme, som handlede om tidligere arbejdsliv og gamle kollegaer. De her drømme drømmer jeg ret ofte og jeg bliver altid forvirret den følgende dag, når jeg kommer til mig selv. Jeg bruger meget energi på, at tyde drømmen og alligevel giver jeg op på halvvejen, da jeg ikke kan gennemskue den, selvom jeg har flere drømme bøger og har lært om drømmetydning på mit studie. Men sådan er det jo altid, når det handler om en selv. Så kan det være svært at se og gennemskue, men når det handler om andre, ser man pointen med det samme.
Det er lidt ligesom når ens veninde siger, at hun er stresset og ikke kan overskue noget, så kan jeg sagtens komme med feedback og hints til, hvordan hun skal gøre anderledes og prioritere sig selv og hendes tid, for at få noget andet, end hvad hun plejer. Ja det er sgu meget godt alt sammen, men hvad pokker gør jeg så, når det pludselig handler om mig selv...????

Mit hoved ved godt hvad der skal til og mit hoved siger alle mulige ting til mig, men min krop vil ikke lytte - kender I det..?? Jeg bliver fyldt med alle de her: "jeg burde også" eller "jeg skal bare lige", for så bliver det godt igen.... Men det jeg synes er interessant er, hvor bor den der "jeg burde også"henne...? Og hvorfor bor den der...? Hvem har plantet den i mig...? Er det mig selv, er det mine forældre, er det mine bedsteforældre eller er det mine lærere fra skolen...? Den kommer ihvertfald ikke af sig selv og det værste ved den er, at den stresser mig. Den stresser mig så meget, at jeg ikke kan være nærværende og slappe af. Jeg er dog blevet bedre til at slippe den i perioder og sige til mig selv, at nu ligger jeg lige her på sofaen og ser en film, og så kan jeg gøre det bagefter.

Selv i dette skrivende øjeblik, hvor jeg "burde" være nærværende med denne computer og denne blog, sidder der i baghovedet på mig, at jeg også "burde" kigge på vasketøjet, jeg burde også gå med hunden (hvilket faktisk giver mig god energi), jeg har glemt at tage laks op af fryseren til i aften, jeg skal også lige handle og nå ja, jeg skal altså også huske at slappe af i dag og lave ingenting eller læse i en bog. Men for pokker altså... Jeg bruger alt for meget dårlig energi på at slå mig selv oveni hovedet over alt det jeg ikke når, i stedet for, at klappe mig selv på skulderen over endelig, at have fået lavet en blog jeg kan fordybe mig i og hvor jeg kommer af med mine tanker og frustrationer (lige i denne blog ihvertfald).

Det at være sensitiv betyder, at jeg hurtigere end dem som ikke er sensitive, bliver fyldt op med indtryk og hurtigere føler mig overstimuleret og træt. Det betyder dog ikke, at jeg er mere doven eller ikke gider være sammen med mennesker, men det betyder, at jeg har brug for mere alene-tid, hvor jeg kan fordøje dagen indtryk og restituere, så jeg igen har energi og overskud til, at se venner, veninder og familie og tage nye indtryk ind.
Min udfordring her ligger i, at jeg rigtigt gerne vil se mange mennesker og tidligere, før jeg vidste jeg var særligt sensitiv, levede jeg et meget udadvent liv, med mange aftaler om ugen og fester i weekenden. Balancen for mig handler om, at jeg er blevet bevidst om, at jeg i virkeligheden ikke er den ekstroverte (udadvente) type, som kan have mange aftaler hele tiden og fuld fart frem. Jeg bliver stresset af det og kan ikke overholde aftaler og må aflyse, hvilket gør mig ked af det, fordi jeg sårer de personer jeg har lavet en aftale med. Derfor måtte jeg i en periode rette min kalender til, så jeg kun havde max 3 aftaler om ugen foruden arbejde. Dette var hårdt og en prøvelse, men jeg fandt hurtigt ud af, at den gav mig mere ro og energi. Jeg forsøger i dag, max at have 2 aftaler om ugen, hvilket i mange uger fungerer rigtigt godt, men dette kan selvfølgelig nogle gange bare ikke lade sig gøre, og så betaler jeg også bøden bagefter, ved at være overstimuleret, udkørt, i dårligt humør og virkelig træt.

Jeg er ikke verdensmester, tværtimod, men jeg øver mig og jeg øver mig hver dag. Nogle gange lytter jeg ikke til min krop og så må jeg ned at ligge (syg), men når jeg lytter til den, behandler den mig faktisk ret pænt. :) Kroppen er vores bedste ven og den er virkeligt klog :)